kongeraekken

Kongelige relationer

Den danske kongerække er en af verdens ældste. Den rækker mere end 1000 år tilbage i tiden, og vores dronning Margrethe 2. er efterkommer af Gorm den Gamle – Danmarks første konge. Gennem tiden er monarkerne kommet fra mange forskellige dele af den danske kongeslægt, men siden dronning Margrete 1.'s slægtning Erik af Pommern blev afsat fra tronen, og den endnu fjernere slægtning Christoffer døde, har de Oldenborgske og Glücksborgske slægter regeret Danmark. De to slægter har dog altid været i familie med hinanden.

Den nordiske familie

den-nordiske-familie.jpg

Nordens magtalliance

Olufs forfædre havde hersket over de nordiske riger igennem mange århundreder, så med ham på tronen forenedes slægterne for en kort stund. Olufs morfar var konge af Danmark, mens hans farfar var konge af både Norge og Sverige. Selvom Oluf ikke arvede Sverige, kaldte han sig alligevel for ”Sand arving til Sveriges rige”. Med Oluf på tronen blev Norge en del af det danske rige – en union, der først ophørte i 1814. Også Norges kolonier Grønland, Island og Færøerne kom på den måde til at tilhøre Danmark. Island blev først selvstændigt i 1944, mens Grønland og Færøerne endnu er en del af det danske rigsfællesskab.


Margretes familie

stamtavle-for-konger-1.jpg

Valdemars rige

Erik Menveds tre drenge døde som børn, så kronen gik videre til hans bror – Margretes farfar. Hendes far, Valdemar, er mest husket som kongen, der genopbyggede det danske rige i løbet af 20 år, og som fordrev de holstenske grever. Hele landet var pantsat til dem. Valdemar bosatte sig i Vordingborg på fæstningen med Gåsetårnet. En stor del af befolkningen har sikkert opfattet ham som en kynisk og hensynsløs krigsherre. Han fik dengang tilnavnet "Den Onde". Til sin store sorg døde hans eneste søn Christoffer i 1363 22 år gammel. Derved stod Danmark uden arving til tronen. Det udnyttede Margrete 1. ved at få indsat sin lille søn som konge og sig selv som hans formynder ved Valdemars død i 1375.


De Oldenborgske konger

stamtavle-for-konger-2.jpg

Fra valgkongedømme til enevælde

Da Christoffer af Bayern døde pludselig i 1448 kun 31 år gammel, stod man igen uden en konge. Christoffer var barnløs og hans enke kun 18 år. Hertug Adolf af Holsten blev spurgt, da han var den nærmeste til tronen, men han takkede nej og foreslog i stedet sin søsters søn Christian. Han var en fjern slægtning af Erik 5. Klipping. Christian var 22 år og gik med til at gifte sig med enken efter Christoffer. På den måde slap man for at betale enkepension.

Christian 1.'s yngste søn Frederik arvede tronen efter sin nevø Christian 2., da han måtte flygte efter at han ragede uklar med Rigsrådet og hvor jyske adelsmænd gjorde oprør.

Christian 4.'s ældste søn døde, inden han kunne blive konge, så her måtte hans lillebror Frederik 3. overtage faderens trone. Christian 4. havde ellers holdt Danmarks historiens største fest, da hans ældste søn blev gift med en prinsesse fra det rige Sachsen. Den udvalgte prins fik ingen børn og han døde året efter af druk og fedme kun 44 år.


Enevældige konger

stamtavle-for-konger-3.jpg

Storhed og fald

Fra Christian 5 - den første konge, der selv kunne sætte kronen på sit hoved som enevældig konge - til Frederik 6. havde Danmarks konger sønner, der kunne arve tronen.

Frederik 6. fik ingen sønner med sin dronning, så han måtte efterlade tronen til sin fætter Christian 8., hvis søn Frederik 7. døde barnløs i 1863.

I 1852 besluttede Europas stormagter i 1852, at Christian skulle udnævnes til tronfølger. Dette skete især, fordi Christians svigerfamilie var arveberettigede til Danmarks krone, idet hans kone var Christian 8.'s niece. Desuden kunne stormagterne godt lide Christian, fordi han var en rolig og velovervejet mand i modsætning til Frederik 7., der var fraskilt to gange og boede sammen med en ikke-kongelig kone.


Det Glückborgske Hus

stamtavle-for-konger-4.jpg

En fattig, tysk prins

Christian var en yngre søn i en søskendeflok på ti. Hans far var en fattig tysk prins, og hans mor var en søster til Frederik 6.'s dronning Marie. Christians ældste bror Carl var arving til hertugtitlen. Da Christian var 13 år gammel, døde hans far af lungebetændelse, og det var ret hårdt for hans mor at passe de mange børn alene. Derfor kom han til København, hvor hans moster og onkel – kongeparret – tog sig af ham. Christian var ikke arveberettiget til den danske trone, men gennem en række indviklede forhandlinger blev han udnævnt til at efterfølge den barnløse Frederik 7.